søndag den 15. oktober 2023

Fra Gut Trenthorst i Tyskland, hjem til Toftum Bjerge i Danmark

Mandag den 16. oktober. 

Det var en flot morgen, temmeligt køligt, men solen skinnede ind af i vinduet i den del af bilen vi kaldte vores soveværelse. 

Vi var på landet, på en bondegård, det var ren idyl: hanen galede, hønsene kaglede og Rapanden Rasmus vraltede forbi camperen og rappede sin sædvanlige sang. Landmandens traktor brummede på den anden side af en lade.

Vores autocamper er bestemt ikke isoleret til vintercamping, så derfor gjorde vi som vi havde gjort de sidste 2-3 morgener: Tændt gasfyret så morgenkulden på gulvet kunne blive blæst væk.

Lotte spiste havregryn til morgenmad. Det var ikke lige min kop the, så jeg lavede kaffe 🤪 og fik mig lidt brød og supplerede med nogle af de oste vi havde købt de sidste steder vi har handlet. Lotte trængte at få rørt benene lidt og gik en tur rundt på området for se sig om (efter toilettet). Hun fandt hvad hun søgte og morede sig over det lidt specielle låg med strandgrus og skaller indstøbt i plastik.

Landmanden vi boede hos hedder Hendrik Wiggering og han driver et økologisk landbrug. Det hele var lidt alternativt og man kunne købe økologiske kartofler, grønsager, græskar osv. Der var også muligt at leje et stykke hans jord så man kunne dyrke sine egne grønsager i hans økologiske regi.

Det var anderledes og hyggeligt at prøve en landmands-camperplads og vi kunne sagtens have taget en dag mere her, men vi var ved at være mætte af oplevelser og ville nu i retningen af Danmark. 

Desuden begyndte det at fylde mere og mere i vores hoveder at vi rent faktisk havde købt et hus hjemme i Silkeborg, mens vi var på ferie i udlandet. Det har vi aldrig prøvet før ! Det kunne der skrives meget om, men det er en anden historie.

Den anden autocamper der lå her da vi ankom, var beboet af en dame i 40'erne og hendes 4-5 årige barn. Det så ud til at de var ved at gøre klar til afgang. Inden vi havde set os om, trillede de afsted.

Da vi havde tygget os igennem morgen buffeten og pakket ned til kørsel, startede vi bilen og satte ruten videre i retning af Flensborg via Preetz, Kiel, Gettorp, Egernførde og Slesvig. Jeg ville gerne have haft et kig igen til Kielerkanal sluserne ved Kiel, men set i bakspejlet burde vi ikke have lagt ruten så snært på Kiel. Vejarbejder og omkørsler sendte os næsten helt ind til centrum og forbi havnen i Kiel, hvor færgerne sejler til Sverige. Det tog en pokkers tid med kø-kørsel i tomgang. 

På vej hjem efter bilferie sydpå, er det nærmest et påbud at man skal besøge grænsebutikkerne i Flensborg området. Vi havde fået ønsker til indkøb fra børnene. Vi stoppede hos Skandinavien Park fordi det har vi ofte gjort på tidligere ferier. Men børnene havde åbenbart mest søgt på tilbud hos Fleggaard. Det betød så at vi endte med at besøge begge butikker. Det var lidt stressende for indkøbslisterne var ikke lige strukturerede og nemme at slå op i. Det bedste for mig ved det besøg, var en omgang Currywurst 😋 

Vi kørte langs grænsen over mod vestkysten fordi vi også skulle have bilens gasflasker fyldt op. Et tip fra bilens ejer var at det var nemmest at få gjort hos GrenzGas LPG-Tankstelle i den lille grænseby Süderlügum (Sønder Løgum). Jeg tog de to gasflasker ud af bilen og gasmesteren satte dem på skift på en vægt således at han fik det rette antal kilo flydende gas tanket på dem og jeg fik flaskerne installeret i bilen igen.

Derefter kørte vi over grænsen med direkte kurs mod vores sommerhus i Toftum Bjerge, hvor vi midlertidigt har fast adresse. Lige på den anden side af grænsen, holdt en Dansk politibil med et par betjente klar for at passe på Danmark. jeg fik ikke set om Inger Støjberg sad på bagsædet for at sikre om de gjorde deres arbejde ordentligt. De viste i hvert fald ikke os nogen interesse.

Vi kørte den direkte vej hjem op langs vestkysten, kun afbrudt af en diesel optankning og feriens første chauffør skifte. På grund af Lottes skulderskade, bilens store rat, samt gearstangens placering oppe ved siden af rattet, havde Lotte slet ikke kørt bilen på hele turen. Nu da vi var næsten hjemme ville hun gerne prøve hvordan det var at køre bilen og om hendes højre arm kunne håndtere køretøjet. Vi byttede plads lidt nord for Ribe og så kørte hun resten af vejen hjem, hvor vi ankom cirka kl. 20:30. 

Vi læssede ikke ret meget af bilen, ud over vi tømte og slukkede køleskabet, samt slæbte os selv og vores livsvigtige og uundværlige telefoner ind i huset.

Vel ankomme, biksede vi lidt nem aftensmad sammen, væltede om i sofaen . . .
. . . og så fik vi jo kaffe.

Dagens etape: 344 km 6½ time inkl. pauser.

Fra Südheide til Gut Trenthorst , Tyskland

Søndag den 15. oktober. 

Det regnede lidt i nat. Der var lidt fugt i luften i morges, men fint vejr. Vi havde snakket længe og set TV i aftes, så vi sprang ikke ligefrem ud af dynerne. Men da vi kom igang, var der dømt morgenmad, kaffe og lange varme bade (der var nemlig ikke noget med poletter og tidsbegrænsning).

Nu var det lyst og dermed meget nemmere at få overblik over pladsen (og nemmere at tage billeder).

Det var et meget stort areal og vi havde parkeret lige i midten af det hele. Alle de andre campister lå rundt i kanten af pladsen, i ly af træer, buske og hække. Vi havde valgt at parkere der hvor vi i mørket fandt et strømskab og hvor der ikke var langt til service-bygningen med toiletterne, baderummene og opvaskepladsen. Den bygning skal have et par ord med på vejen, for den var helt ny og alt var rigtig fint.

Der var en gruppe bestående af mænd i camuflage tøj og deres koner i et par biler der virkelig passede til en naturpark.

Der var også en gruppe af fine traditionelle VW rugbrød der var parkeret omkring en bålplads. I aftes da vi ankom, mente Lotte af det var en herretur, men her til morgen kunne vi se at det var en gruppe modne mennesker af begge køn.

Der var også en tredie gruppe biler, hvoraf en skilte sig meget ud. Det var en ældre brandbil der nu var konverteret til autocamper. Det kunne havde været sjovt at se hvordan det var lavet  indvendigt. 

For flere uger siden, i Meppel i Holland, havde vi også set en Tysk brandbil som autocamper. Det er måske en trend i Tyskland ?

Vi opdagede også at der i rum afgrænset af  træer og hække,  rundt omkring på pladsen, var grupper at telte med hipstere (unge mænd med fuldskæg, kasketter og  skovmandsskjorter) med selvsiddende strømper eller gamacher.

Da klokken var tæt på 12 gik det op for os at pladsen nok skulle forlades nu, så der skulle ryddes op og alle løse genstande pakkes sammen. Strømstikket hives ud, kablet rulles sammen, affald sorteres og i de rette skraldespande.

Kl. næsten 13 rullede vi ud af pladsen og satte kursen efter Lübeck. Det blev så en af de dage hvor vi alle de veje vi kørte på, var baseret på gamle betonbaner. Det var en konstant bumle-rytme man godt kunne have nøjedes med at høre i 10 minutter. I dag var det næsten hele køreturen der havde samme rytme. Det var virkelig enerverende!

Da vi nåede frem til Lübeck blev vi meget i tvivl om vi skulle ind i Altstad for at se flere kirker, torvepladser og bindingsværks huse. 

Vi kiggede på GoogleMaps og i Park4night og snakkede om hvad vi skulle. Vi fik kig på byen Pløn, lidt nordvest for Lübeck, der så ud til at være et smukt sted. Her lurede vi på om der kunne findes en rar plads til os. Vores øjne faldt på en plads på en landbrugsejendom som vi valgte at køre efter.

Vi fandt adressen og trillede ind på  Ferienwohnung Gut Trenthorst. Det var en landejendom med flere bygninger og der var ikke rigtig nogen skilte der antydede om vi skulle dreje til venstre, højre eller køre ligeud. Vi fik øje på en VW autocamper ved et stykke græs mellem 2-3 bygninger. Der stoppede vi og kiggede rundt. 

Der var ikke skyggen af mennesker ved autocamperen, men der gik een og ordnede noget på et stykke køkkenhave. Et par mænd arbejdede ved en traktor med at flytte på græskar. Jeg kontaktede den ene mand og det var lige den rette mand. Jeg fik nærmest frit valg til at parkere rundt omkring de forskellige bygninger og der var mulighed for at få strøm. Jeg betalte for en overnatning.

Han sagde at der var et enkelt stykke græsmark vi ikke skulle parkere på, for den var for blød og vi ville hænge fast. Sjovt nok valgte vi et andet sted, hvor vi også nemt kunne få strøm, for der hang et kabel med et stik ud af et vindue. Det viste sig at der ikke var strøm i stikket, så jeg fandt en indgang til bygningen på den anden side, gik ind, lokaliserede vinduet med kablet og fandt ud af at kablet ikke var sat i nogen stikkontakt. Jeg sattet stikket i en kontakt og så havde vi strøm på bilen. 😀🔌 

Vi lavede mad, spiste og delte en flaske Bordeaux, vaskede op og så lidt TV om Prins Christians 18 års fødselsdag . . .
. . . og så fik vi jo kaffe. 

Dagens etape: 214 km 3 timer og 30 minutter.

fredag den 13. oktober 2023

fra Bad Berleburg til Naturpark Südheide, Tyskland

Lørdag den 14. oktober. 

Det regnede vildt meget i nat og der kom også nogle gode vindstød. Jeg vågnede flere gange og lyttede til hvordan det piskede ned og mærkede vognen rokke lidt i blæsten.
Da jeg vågnede ved 7-tiden var det værste regn drevet over. Til gengæld var el-standeren igen blevet sulten efter en mønt og køleskabet bippede. Vi kender efterhånden rutinen. 
Jeg smed en mønt i gabet af dyret og strømmen kom igen. Derefter gik jeg en tur hen i byen til supermarkedet HIT og købte lidt morgenbrød. 

Jeg lægger altid kabeltromlen ind under bilen for at holde den tør, men under klargøringen til afgang, opdagede jeg den blevet drivvåd i nat. Der stod vand op i alle fire stikdåser og omkring hanstikket der ledte strømmen videre op i stikket i siden af bilen. Da jeg trak stikket ud af el-standeren og trak stikket ud af bilen, løftede jeg kabeltromlen op, hvorefter der løb flere liter vand ud af tromlen og stikkene. Det var godt at det var regnvand og ikke saltvand, for så var der gået overgang i skidtet.

Vi rullede ud af Bad Berleburg kl. 11 og ruten var sat imod Celle, der lå ca. 280 km væk. 
I takt med vi kørte længere væk fra Berleburg oplevede vi igen store forandringer i landskabet. Bjergene blev mere blødt afrundede og dalene blev bredere. Det gik dog stadigvæk både op og ned. Vejene blev bedre og bredere. Der blev mindre skovbrug og mere landbrug på større marker.

Vi holdt først et par timers pause på en rasteplads lige før Borchen, der ligger tæt ved Paderborn. Senere holdt vi en 10 minutters pause og tankede diesel.

Ved 17:30 tiden rullede vi ind i Celle og fandt den campingplads vi kørte efter. Den så ud til at være god, men også godt belagt. Det var den, for der var sat en kæde over indkørslen og et skilt der sagde alt optaget. Øv! hvor blev jeg ærgerlig, for min speederfod var ved at være ret træt. 

Celle så faktisk ud til at være en fin og flot gammel by, med velholdte fine og gamle traditionelle Tyske bygninger. Det var en by vi gerne ville have gået tur rundt i. Derfor ledte vi efter en anden plads hvor vi kunne holde et par dage og derfor jagtede vi en camperplads med services og ikke bare en alm. P-plads. I Park4night appen fandt vi en rigtig plads der skulle ligge i udkanten af byen og den satte vi kursen efter.

Vi kunne ikke rigtig få tingene til at passe. På adressen kunne vi ikke se noget der lignede en campingplads, men 100 meter længere henne af vejen, fandt vi et camping-skilt og kørte ind. Der fandt vi resterne af pladsen; bygninger der var revet ned og en reception der ikke vidste hvilken side den skulle vælte til. Det var et sørgeligt syn.


Nu trængte vi virkelig til en ordentlig plads hvor vi kunne lave mad, slappe af og sove. Vi måtte på Park4night appen igen og lede. 
25 minutters kørsel væk, i forbindelse med Naturpark Südheide, lå den helt nye natur campingplads Wildwood. 

Vi ankom lidt i kl. 19 i det begyndende aftenmørke og der måtte masser af plads til os, for vi kunne ikke se nogen vogne eller telte. Da vi trillede dybere ind på den temmelig store plads troede vi at vi ville være de eneste gæster, men der var faktisk mange vogne parkeret i kanten af det store areal. Nogle få af vognene holdt som en samlet gruppe omkring et lejrbål hvor nogle mennesker sad og hyggede sig. 

Vi fandt en god plet midt på det åbne areal, i fornuftig afstand på service-bygningen, fik strøm på bilen, krøb ind i hulen, lavede aftensmad af nogle gode slagter-pølser fra Berleburg og delte tre øl fra Koblenz.
. . . og så fik vi jo kaffe.

Dagens etape: 317 km 5 timer 42 minutter (inkl. pauser).

Bad Berleburg, Tyskland

Fredag den 13. oktober. 

Inden vi lagde os til at sove i aftes smuttede jeg ud til elstanderen og fodrede den med to Euro mønter, så vi ikke skulle blive vækket af et bippende køleskab.
Vi fandt iøvrigt også ud af at en jernbane kører forbi pladsen, bag nogle træer 20-30 meter væk. Det var nu ikke noget der generede os fordi de kørte langsomt igennem stationen.

Det regnede da jeg vågnede op og igen  prøvede at få det til at gå væk ved at vende mig om. Det virkede selvfølgelig heller ikke i dag.
Benedikte kom heller ikke ned fra slottet og vækkede os med morgenbrød og kaffe, så det var også nedtur 😅 

De flinke Tyskere der i aftes lavede plads til os, skulle videre og blev vinket afsted med en schõne reise. Lidt senere rullede ny Autocamper ind på pladsen.

Vi havde lidt administrativt formiddags arbejde og nogle telefon samtaler, men da det var afsluttet var vi igen blevet husejere i Silkeborg. Det var holdt op med at regne og solen kom frem. Det var nærmest symbolsk 🤪 og en modbevisning af fredag den 13. som den uheldige og farlige dag. 

Vi slappede af med ingenting, bortset fra de små blå skærme. Hen på eftermiddagen gik vi en tur. Vi havde brug for at veksle os til nogle 1-Euro mønter til strømudtaget. Vi gik også op på plateauet i Berleburg, hvor vi beundrede udsigten og efterårsfarverne. 

Oppe på plateauet ligger slottet midt i bydelen Altstad. Her gik vi på café og fik noget fancy kaffe. Efterfølgende gik vi lidt rundt i slotsparken, kun afbrudt af Sofus og Molly der startede en hyggelig video samtale med os. 

Vi tog en anden rute ned af plateauet og kiggede nærmere på nogle af de fine huse med deres traditionelle facade beklædning i naturskifer.

Det deler måske vandene lidt, for nogen af husene var beklædt af maskinelt fremstillede kunstskifer plader.

Tilbage nede i byen ledte vi efter en god restaurant så vi kunne fejre fredag den 13. Der var lidt forskellige at vælge imellem. Vi sprang over den gyldne måge og valgte La Scala som var en pæn Italiensk restaurant, lavede noget meget velsmagede Tysk mad. Det nød vi i fulde drag.

Tilbage på campingpladsen var der dukket både en campingvogn og en autocamper op, så igen var der et køretøj mere end pladsen kunne rumme. . .
. . . og så fik vi jo kaffe.

Dagens etape: små 6000 skridt.

torsdag den 12. oktober 2023

Fra Braubach til Bad Berleburg, Tyskland

Torsdag den 12. oktober. 

Jeg vågende ved 7-tiden ved at det regnede. Jeg vendte mig om på den anden side, men det blev vejret ikke meget bedre af. Jeg roterede et par gange mere i det naive håb om at det gjorde en forskel, hvilket det selvfølgelig ikke gjorde. Så vi måtte op og igang, for vi skulle videre og opleve noget. 

Temperaturen var  skiftet fra 23° igår til 16-17° i dag. Regnbyger kom og gik. Lavthængende og våde skyer drev over bjergene. Det var noget af et vejrskifte !

Havemøblerne blev pakket sammen, drikkevand tanket på, lidt oprydning i karetten og ind i receptionen og betale for de to dage vi boede her. Udenfor mødte vi Tommy fra Vejle, som vi sagde farvel og fortsat god tur til. En foreløbig rute mod Goslar, over Bad Berleburg, blev lagt ind i GoogleMaps. Derefter blev trosserne kastet og vi lagde fra land (læs: så kørte vi).

Jo længere væk fra Rhinen vi kørte, desto mere forandrede landskabet sig. Terrænet var stadigvæk rigt på bakker og bjerge. Markerne blev større og fladere, med alt andet end vinstokke. Byggestilen ændrede sig også og vi så mange huse som vi bestemt ikke synes var pæne. Farverne på træerne forandrede sig også gradvist til noget mere efterårsagtigt. 

Vi kørte bakke op og bakke ned. Vores autocamper er bestemt ikke nogen ny bil med turbo og mange hestekræfter, så vi trak ind imellem kø bag os. Heldigvis var der steder de kunne overhale og jeg var også flink til at trække ind og lade det arbejdende folk komme forbi.

Turen gik Igennem mange små byer og vi bemærkede at der blev mere skovdrift i området. Vi var så heldige at vi ramte nogle vejarbejder og omkørsler, der tog en del køretid. Vi blev bl.a. sendt op over et par højdedrag hvor den stejleste bakke var med 12% stigning. Nedkørsler i tomgang i lave gear for at bremse med motoren. Smalle veje uden autoværn, men med modkørende bilister og høj grad af nervøsitet hos os begge.

Endelig nåede vi frem til Bad Berleburg og kom ind i en pæn provinsby hvor vi smed bilen, gik på café og fik lidt til ganen. På vej tilbage til bilen kom vi forbi en lille bypark med det længste bord-og-bænke sæt vi nogensinde har set. Det var langt over 20 meter langt.

I Berleburg var der en P-plads hvor der i et hjørne var indrettet plads til max. 3 autocampere og der var både vandhane og strømudtag med mønt indkast. 
Desværre var der allerede 3 vogne der, men de flinke Tyskere i bilerne lavede plads til at vi også lige kunne klemme os ind. Sjovt nok havde de lavet 8 strømudtag på standeren.

Vi lukkede os inde i vognen og snakkede om at Benedikte måske ville invitere os på kaffe i morgen . . . ?

Dagens etape: 157 km 3 timer 42 minutter.

onsdag den 11. oktober 2023

Braubach, Tyskland

Onsdag den 11. oktober. 

Det havde været en lun nat uden forstyrrelser, her på Green Camping i Braubach. Det var dejligt ikke at skulle op og rode med strøm og gas. Morgenmad i ro og mag. Ingenting planlagt - vi ville tage det når det dukkede op i hovedet.

Vi var faktisk blevet ret glade for at være dette sted. Her var de nyeste og fineste toiletter og bruserum, som vi har set på denne ferie. Der var et fornuftigt WiFi system og antennen sad ganske tæt på vores plads og vi skulle ikke betale ekstra for det. 

Der var heller ikke noget med at skulle fodre en strøm automat med mønter, ikke noget med at købe poletter til brusebadet, ingen begrænsninger på hvor lang tid et bad måtte vare og ikke noget med en bom i indkørslen. Der var enhedspris for en overnatning.

Lotte og jeg havde fundet havestole og bordet frem. Vi sad og nød solen, fik en kop et-eller-andet. Nogen af os strikkede, nogen andre af os strikkede ikke. Vi kiggede på Rhinen, mennesker, både, biler, autocampere og nød tilværelsens ulidelige lethed 😀

En Dansk autocamper, med mand og kone, trillede ind på pladsen. De ledte efter en plads at holde. De ankom mens receptionen holdt middags lukket, så de smed vognen på en plads der viste sig at være reserveret. Da der var åbent igen, fik de anvist en af de absolut sidste ledige pladser er stykke længere inde på pladsen. Da de senere gik fordi os, råbte vi dem an og fik en sludder med dem. De var fra Vejle og hed Lone og Tommy. 

En Australsk mand kom forbi og fortalte at han også havde fået en af de absolut sidste ledige pladser og skulle parkere sin Autocamper ved siden af os, men han ville parkere den så langt som muligt til den ene side for at vi ikke skulle miste for meget af vores kig til Rhinen. Han fortalte at han havde Engelske rødder da hans forældre i 1958 flyttede teltpælene til Australien. Han nævnte også han engang fik lavet en DNA test der viste at han var 6% Dansker. Hans konklusion var at da Vikingerne var i England var det ikke kun sværdene de havde brugt 😅 Han var kørende i en Engelsk indregistreret VW rugbrøds Autocamper, sammen med hans Pillipinske kone og deres 7-årige barn. Billedet er fra Internettet.

Når vi engang imellem syntes at vi ikke havde meget plads i vores næsten 7 meter lange bil, så tør jeg næsten ikke tænke på hvor lidt plads to voksne og et barn har i et VW rugbrød !

Jeg gik en tur til den fjerne ende af campingpladsen. Det var den vilde afdeling, hvor de seje campister kunne lægge sig ind og være eet med naturen. Ingen strømstik, ingen markerede pladser. Kun naturlige buske og træer der groede der hvor de nu havde slået rod. 

Vi gik en tur om i byen og fik os en is og  overvejede om vi skulle tage gåturen op til slottet Marksburg på toppen af bjerget. Vi gik lidt rundt i den gamle bydel for at finde stien, men inden vi fandt starten på stien, havde vi ombestemt os pga. af mine platfodede fusser højst sandsynligvis ville give mig trælse problemer inden vi nåede derop og ned igen. Vi nøjedes med at gå i Netto Marken-Discount efter varer til køleskabet. I kassekøen mødte vi Lone og Tommy, som vi fulgtes med retur til campingpladsen.

Lotte og jeg fik vores indkøbte varer pakket væk og fandt en kølig flaske hvidvin og lidt chips frem på havebordet udenfor og satte os til rette i havestolene for at nyde roen, udsigten og det gode vejr.

Så kom Tommy gående forbi og vi bød på et glas vin, under forudsætning af at han hentede Lone så hun kunne være med. Det gjorde han og de kom med to stole og en flaske Grappa som han lige havde købt i supermarkedet. Han synes at vi skulle smage en af hans favoritter. Vi snakkede godt sammen og hyggede os et par timer.

Vores Australske nabo, med de 6% Dansk DNA, kom også forbi og jeg spurgte om han og hustruen ville være med på et glas vin ved vores bord. Han stod og snakkede lidt med os, men takkede nej tak, fordi han skulle ind i rugbrødet og være Dad.

Eftermiddagen gik på hæld og parret fra Vejle gik hjem. Lotte og jeg krøb ind i bilen, lavede aftensmad . . . 
. . . og så fik vi jo kaffe.

tirsdag den 10. oktober 2023

Fra Zell til Braubach, Tyskland

Tirsdag den 20. oktober. 

Så var den gal igen!
Ved 2-tiden i nat bippede køleskabet igen, hvilket vi efterhånden har prøvet nogle gange. Dyret ville fodres ! (Læs: Strøm-automaten var løbet tør for penge og ville have en mønt mere). For pokker! De malker turisterne her i området. Vi orkede ikke at kravle ud af sengen, finde en mønt og fodre dyret, så vi skiftede køleskabet til gas igen og blev under dynen.

Da vi endelig fik os slæbt op, gik jeg en tur ud og kiggede på omgivelserne. Det var køligt, friskt og diset. Solen kæmpede med at komme igennem til os. Det var jeg nødt til at knipse nogle billeder af.

I takt med at der blev skruet op for den store pære i loftet, forsvandt disen nede ved os og det var kun oppe på skråningerne at der hang lidt lave skyer.

Jeg fik lokaliseret parkerings automaten hvor jeg skulle betale for opholdet og gik ind til Lottes varme kaffe og vi fik gang i morgenmaden. Vi havde diskuteret om vi skulle nøjes med at køre 73 km til Koblenz og være der, eller køre lidt længere og være et par dage der. En søgning i Park4night appen gav et alternativ i Braubach ved Rhinen.

Så var det tid! vi pakkede alle de løse ting bort, fik hægtet snoren af det sultne dyr (læs: trukket stikket ud og rullet ledningen sammen). Jeg gik til automaten, stak den en Euro seddel, så var alle formaliteterne ordnet,  gik retur til bilen og så var det bare at finde bakgearet og komme ud.
Tyskeren der holdt ved siden af os, kunne ikke vente på at vi var helt væk, inden han kontrollerede vores el-stander om vi kørte fra en ubrugt strøm pulje, som han kunne bruge.

Ind med bonen, op med bommen, ud med bilen og afsted langs Mosel mod Koblenz, eller lidt længere til Braubach.

Dagens tur var en fortsættelse af gårsdagens tur: 
Den ene vinmark op af skråningerne efter den anden. Den ene mere stejl end den anden. Den ene lille fine by efter den anden. Det samme gælder for camping og autocamper pladser, der alle er proppet til randen af autocampere. Det virker til at autocampere er blevet et kæmpe hit her nede i Europa (de betaler måske mindre afgifter end i Danmark).


Overalt på cykelstierne myldrede det med cyklister, der er mange der er noget grå i toppen, så alle kan være med. Der er jo heller ikke nogen bakker man skal over, så længe man holder sig langs Mosel. Det er klart meget populært at cykle langs Mosel. Vi læste et sted at der arrangeres ture hvor gæsternes bagage transporteres fra Gasthaus til Gasthaus og gæsterne cykler selv. Det så nemt og hyggeligt ud.

Det er almindeligt at motorcyklister hilser når de passere hinanden. Jeg mener også at lastbiler og busser hilser på hverandre. Jeg skulle hilse og sige at det gør autocampister også og fordi der er så voldsomt mange af dem hvor vi kører, er det lige ved at jeg får ondt i armen af alt det vinkeri. Lotte morer sig over mit trucker-vink.

Der var dømt 10 minutters pause efter vi havde passeret byen Dieblich, hvor vi kom forbi en stor rasteplads og Moseltalbrücke, en 136 meter høj motorvejsbro der krydsede Mosel. 

På en af brostøtterne var der en grafitti kommentar der måske var rettet mod alle de mange cyklister langs Mosel 😅 

I denne ende af Mosel var mange af vinmarkerne anlagt i terrasser.

Vi fortsatte dagens etape og nærmede os hastigt Koblenz. Vi overvejede at lave et stop så vi kunne komme ud på Deutsches Eck og se hvor Mosel løber ud i Rhinen. Trafikkens tæthed, vores vurdering af vejen derud og vores trang til at finde campingpladsen, gjorde at vi fortsatte mod Braubach.

Vi fandt nemt campingpladsen Green Camping og holdt kortvarigt udenfor og lurede lidt på en Tysk politibil ved indkørslen. Vi tænkte lidt over om det var et dårligt valg, men jeg gik ind til receptionen og bookede os ind på en udmærket plads med lidt udsigt til Rhinen. Betjentene var der kun fordi de var ude og lede efter en person som teoretisk kunne have taget ophold her.

Fra campingpladsen var der også udsigt til en fin sommerbolig oppe på bjerget bag os, men vi mente ikke at den var til salg og vi regnede heller ikke med at vi ville have råd til den. 

Vi biksede aftensmaden sammen af en lækker frossen ret med laks og hummerbisk rullet i pandekager, vi købte forleden dag og kombinerede den med lidt vin.
Her var god WiFi så vi så lidt Dansk TV2 på Lottes telefon.
. . . og så fik vi jo kaffe 

Dagens etape: 88 km 2 timer 38 minutter.

Fra Gut Trenthorst i Tyskland, hjem til Toftum Bjerge i Danmark

Mandag den 16. oktober.  Det var en flot morgen, temmeligt køligt, men solen skinnede ind af i vinduet i den del af bilen vi kaldte vores so...