Jeg vågnede i nat ved 02-tiden, kiggede op over kanten af dynen. Kontrollamperne på køleskabet blinkede. Moslede mig ud af fjerene og kunne se at vores eksterne strøm var slukket, så den nemme og hurtige løsning var at slå køleskabet over på gas-drift og så tumle tilbage i sengen.
Da vi kom til live ved 8-tiden manglede vi stadigvæk strømmen og WiFi'en var også væk!!! Vores egne kabler var tørre og så fornuftige ud. Jeg gik rundt til de forskellige ledige stik på de nærmeste el-standere og brugte en telefon oplader med en kontrollampe til at undersøge om der var strøm i et stik eller ej.
Et par Hollændere fortalte der manglede strøm overalt. Vi slog os til tåls med bare at bruge bilens 12 volt og gas forsyning. Vi ville nok alligevel køre videre i dag og opleve et nyt sted.
Mens vi spiste morgenmad, så vi camping chefen rende rundt med et måleinstrument og nogle kabler. Så kom strømmen og WiFi'en tilbage. Jeg talte senere med ham og han fortalte at nogle nye gæster havde nogle dårlige kabler der kortsluttede strømmen.
Bilen blev ryddet op og gjort klar til afgang og vi blev også fikset op (så godt som det nu kan lade sig gøre) til afgang. Jeg betalte og vi vinkede farvel og kørte i retningen af kilden til floden Lison som vi havde læst var et besøg værd. Lison munder ud i floden Loue, som vi camperede på bredden af.
Det blev den vildeste køretur vi nogensinde har prøvet! Vejen blev mindre, smallere, dårligere og snoede sig opad og opad. Jo tættere på kilden vi kom desto værre og vildere blev vejen. Klippevægge lodret opad på venstre side og lodret nedad på højre side af bilen. Hårnålesving og 90 graders sving rundt om skarpe og lodrette Klippevægge uden en chance for at se om der kom modkørende. Det føltes som at være med i en National Geographic film fra Nepal.
Vejen var knap nok så bred at to cykler kunne passere hinanden (mildt overdrevet). Vores bil kunne lige være der, men heller ikke mere. Hvis der skulle komme en modkørende bilist, måtte een af os bakke tilbage til en af de vigepladser der var anlagt hvor det nu kunne lade sig gøre.
Det var vildt stressende at køre der, men til sidst kom vi op til et lidt mere åbent område hvor der var huse og skrå marker.
Vi kunne se at vejen til kildens udspring ville fortsætte endnu højere opad, men nu turde vi ikke tage flere af de små bjergveje og kiggede på kortet for at at finde en anden vej ned igen. Der ikke meget dækning på telefonen deroppe, men vi fik dog nærstuderet GoogleMaps for at finde den bredeste vej ned.
Vejen blev gradvis bredere og bedre, men gik både ned, op og nedad igen, så det var trods alt den rigtige retning. Jeg holdt bilen i andet gear og lod motoren bremse på vej nedad for ikke at overophede bremserne, men måtte periodevis også holde den helt nede i første gear. Et par steder mødte vi to modkørende, men vejene var nu blevet sådan at vi lige akkurat kunne passere hinanden.
Sikkert nede igen (det gjaldt også vores puls) satte vi kursen efter Nancy og kørte afsted på veje uden huller og buler. Det var stadigvæk et bjergområde og vi kom forbi stejle klippevægge og under høje broer.
Vi holdt en pause på en rasteplads tæt ved byen Fougerolles-Saint-Valbert. Spiste frokost og tog en god lur. Inden Lotte vågnede havde jeg udset mig en plads i den lílle by som vi kunne overnatte på. Men vi blev enige om at køre lidt videre.
Vi fortsatte 49 km til byen Épinal hvor vi havde udset os en P-plads ved floden Mosel. Det var blevet mørkt og måske havde vi tastet lidt forkert i GoogleMaps, så vi havnede oppe af en bakke i et villakvarter hvor vi måtte vende om, checke adressen en ekstra gang og fandt ned til floden Mosel og den rigtige plads.
I aftenmørket fik vi lavet lidt let og glad aftensmad, vasket op . . .
. . . og så fik vi jo kaffe.
Dagens etape: 293 km 4 timer 14 minutter